En personlig beretning

En personlig beretning fra et nyt medlem i Positivgruppen 2019.

“Jeg begyndte at komme i Positivgruppen på et tidspunkt, der var præget af forandringer på mange
fronter i mit liv. Jeg var lige flyttet fra provinsen til København, var ved at søge nyt job, havde fået
en ny kæreste og havde lige fået min HIV-diagnose for et år siden.

I en forvirret hverdag med travlhed og ´dumme tanker´ som: hvor syg kan man blive og hvad med
medicinen på sigt? – hvordan skulle jeg takle mit nye forhold med åbenhed, hvordan blev det med
min fremtid og arbejdssituation. Da begyndte jeg at komme i Positivgruppen, var det et lyst
vendepunkt i mit liv og det blev meget hurtigt et trygt sted for mig.

Stedet befordrer, at vi lærer af hinanden. Man hører andres erfaringer vedr. parforhold, arbejde,
familie, venner og medicin. De andres erfaringer og fortællinger gør, at man kan se mere
nuanceret på tingene og finde sit eget fodfæste.

I Positivgruppen har jeg mødt andre, der har haft HIV-problematikken inde på livet i kortere eller
længere tid. Jeg blev overbevist om, at der er mange muligheder i livet alligevel. Man bliver i
stand til bedre at finde et livsperspektiv igen.

I huset oplever man et helle og velment omsorg fra de andre. Man føler sig slet ikke stemplet eller
stigmatiseret – man skal ikke forklare sig om sin situation. Fællesskabet bliver et værn mod
ensomhed og følelsen af at være udenfor eller anderledes.

Husets daglige frokost er for mig blev en slags højdepunkt. Jeg glæder mig stadig i dag til at møde
nye mennesker og til en ny dialog om livet, når jeg kommer til mine aktiviteter i Positivgruppen.
Her er et sted med tid og rum, når de professionelle er taget hjem – andre steder mødes man også
kun en gang i måneden.

I dag har jeg fået mere mod på mit liv med hiv, åbnet mig for min kæreste og har fået et nyt
arbejde.”